Hvornår er nok nok??
Hvornår er det rigtigt at tage beslutningen om at børnene har det bedre uden at se deres far?
Jeg har ikke den fjerneste lyst til at skulle lege dommer, at skulle fortælle hvornår en anden person er egnet som forælder eller ej. Jeg ville faktisk ønske at en anden kunne træde i karakter og fortælle mig hvad det rigtige ville være. Selv roder jeg rundt med den beslutning igen og igen.
For 3 år siden da vi blev skilt var sagen klar. Naturligvis skulle han have sine børn alt det han ønskede. Vi skulle bo 3 opgange fra hinanden. Vi var stadig gode venner. Han var en god far som i den grad forgudede sine børn. Ofte drev han andre til vanvid fordi han på intet tidspunkt kunne have en samtale uden den handlede om hans børn. Hvad var det så lige som ændrede sig?
Han valgte selv at hver anden weekend var hvad han magtede, helst til søndag så han ikke skulle stå op og aflevere i institutioner mandag morgen. Fair nok, det er da egentlig heller ikke min favorit ting. Men. Sådan blev det så. Han arbejdede, havde et liv.
Så kom niecen, den alt overskyggede kærlighed som betød enden på den mand som jeg kendte. Enden på det stabile forhold mine børn havde til deres far. Resultatet blev en alkoholiker, som naturligvis blev fyret fra sit arbejde. En chauffør som kører med handicappede børn harmonerer på ingen måde med alkohol. Vi legede den leg længe. Alt for længe. Jeg ville om nogen ikke indse at det var så slemt som det var. Manden jeg var gift med i 10 år. Manden som end ikke kunne lokkes til at dele en flaske vin en fredag aften, drak nu flere flasker for sig selv, dagligt. Hvad fanden skete der der? Kulminationen for mig var den dag vi mødte ham på vej hjem fra institutioner. En fuld dum mand, som sagde dumme ting og tudede foran børnene. Under ingen omstændigheder kunne han være en far for mine børn. Jeg tog beslutningen. SLUT. Ugen efter blev han indlagt med blødende mavesår pga. druk, og endte i en akut operation. Mine børns far. En alkoholiker.
Jeg valgte at nu han igen var ædru, så kunne vi naturligvis godt fortsat sørge for at børn og far så hinanden. Naturligvis ikke med samvær eller tid alene, men så måtte han komme hos os, mens jeg også var der. Vi trappede op, prøvede igen. Endnu en nedtur med alt for meget druk kom. Vi prøvede igen. Nedtur og ingen børn, som blev efterfulgt af super far hver anden weekend. Men sandheden var bare at det hele lurede lige under overfladen igen og igen. Så var der selvmordsforsøget. Endnu engang skulle jeg forklare børnene at far var syg. Det er nok den mest brugte sætning i vores hjem. Far er syg.
Nu 3 år senere. Vi er flyttet. Vi boede for tæt, mine børn skulle ikke møde deres far på hans nedture. Vi kører stadig op og nedture. Det afhænger 100% af hvem der er denne måneds kæreste. Min ældste datter har taget konsekvensen. Hun har sovet 1 gang hos hendes far indenfor det sidste år. Hun vælger ham fra. Det gør ondt af helvedes til at se. De 2 andre vælger oftere og oftere fra. Nu er vi så på vej på nedtur igen. De sidste 4 aftaler har han aflyst. Skal mine børn virkelig bydes det hele en gang til? Orker man virkelig at prøve en gang til når opturen kommer?
De forløbne år har jeg flere gange talt med statsforvaltningen. De kan ikke hjælpe. Jo de kan hjælpe ham hvis jeg siger nej til samvær. Så kan han søge dem, og de kan fastsætte. De kan også give mig fuld forældremyndighed. Men hjælp til at træffe den forbandede beslutning det er, at børnene ikke skal se deres far længere. Den er min. og kun min. JEG HADER DET !!! Hvorfor er det jeg skal forsøge at blive klog på hvornår en mand er for syg til hans egne børn. Hvornår træffer man den beslutning? hvornår er nok nok??
I søndags svigtede han igen. Selvfølgelig var han fuld. Idag er han ædru, endnu. Mener selv at NU er han klar til at få børnene imorgen. Jeg har sagt nej. 2 dage ædru er bare ikke i nærheden af nok. Jeg har sagt nej, for good? Jeg har sagt at han er velkommen til at søge gennem statsforvaltningen. Det siger han han ikke orker, at jeg er ond og en dårlig mor som tager børnene fra ham. Men er det så denne gang at jeg skal holde fast? Er det er nu nok er nok ? Nu at jeg vælger på mine børns vegne at de ikke længere kan have et forhold til ham? Hvordan kan man nogensinde træffe sådan en beslutning når man dybest set mener at børnene har brug for deres far??