Hvornår er nok nok? om samvær

Hvornår er nok nok??

Hvornår er det rigtigt at tage beslutningen om at børnene har det bedre uden at se deres far?

Jeg har ikke den fjerneste lyst til at skulle lege dommer, at skulle fortælle hvornår en anden person er egnet som forælder eller ej. Jeg ville faktisk ønske at en anden kunne træde i karakter og fortælle mig hvad det rigtige ville være. Selv roder jeg rundt med den beslutning igen og igen.

For 3 år siden da vi blev skilt var sagen klar. Naturligvis skulle han have sine børn alt det han ønskede. Vi skulle bo 3 opgange fra hinanden. Vi var stadig gode venner. Han var en god far som i den grad forgudede sine børn. Ofte drev han andre til vanvid fordi han på intet tidspunkt kunne have en samtale uden den handlede om hans børn. Hvad var det så lige som ændrede sig?

Han valgte selv at hver anden weekend var hvad han magtede, helst til søndag så han ikke skulle stå op og aflevere i institutioner mandag morgen. Fair nok, det er da egentlig heller ikke min favorit ting. Men. Sådan blev det så. Han arbejdede, havde et liv.

Så kom niecen, den alt overskyggede kærlighed som betød enden på den mand som jeg kendte. Enden på det stabile forhold mine børn havde til deres far. Resultatet blev en alkoholiker, som naturligvis blev fyret fra sit arbejde. En chauffør som kører med handicappede børn harmonerer på ingen måde med alkohol. Vi legede den leg længe. Alt for længe. Jeg ville om nogen ikke indse at det var så slemt som det var. Manden jeg var gift med i 10 år. Manden som end ikke kunne lokkes til at dele en flaske vin en fredag aften, drak nu flere flasker for sig selv, dagligt. Hvad fanden skete der der? Kulminationen for mig var den dag vi mødte ham på vej hjem fra institutioner. En fuld dum mand, som sagde dumme ting og tudede foran børnene. Under ingen omstændigheder kunne han være en far for mine børn. Jeg tog beslutningen. SLUT. Ugen efter blev han indlagt med blødende mavesår pga. druk, og endte i en akut operation. Mine børns far. En alkoholiker.

Jeg valgte at nu han igen var ædru, så kunne vi naturligvis godt fortsat sørge for at børn og far så hinanden. Naturligvis ikke med samvær eller tid alene, men så måtte han komme hos os, mens jeg også var der. Vi trappede op, prøvede igen. Endnu en nedtur med alt for meget druk kom. Vi prøvede igen. Nedtur og ingen børn, som blev efterfulgt af super far hver anden weekend. Men sandheden var bare at det hele lurede lige under overfladen igen og igen. Så var der selvmordsforsøget. Endnu engang skulle jeg forklare børnene at far var syg. Det er nok den mest brugte sætning i vores hjem. Far er syg.

Nu 3 år senere. Vi er flyttet. Vi boede for tæt, mine børn skulle ikke møde deres far på hans nedture. Vi kører stadig op og nedture. Det afhænger 100% af hvem der er denne måneds kæreste. Min ældste datter har taget konsekvensen. Hun har sovet 1 gang hos hendes far indenfor det sidste år. Hun vælger ham fra. Det gør ondt af helvedes til at se. De 2 andre vælger oftere og oftere fra. Nu er vi så på vej på nedtur igen. De sidste 4 aftaler har han aflyst. Skal mine børn virkelig bydes det hele en gang til? Orker man virkelig at prøve en gang til når opturen kommer?

De forløbne år har jeg flere gange talt med statsforvaltningen. De kan ikke hjælpe. Jo de kan hjælpe ham hvis jeg siger nej til samvær. Så kan han søge dem, og de kan fastsætte. De kan også give mig fuld forældremyndighed. Men hjælp til at træffe den forbandede beslutning det er, at børnene ikke skal se deres far længere. Den er min. og kun min. JEG HADER DET !!! Hvorfor er det jeg skal forsøge at blive klog på hvornår en mand er for syg til hans egne børn. Hvornår træffer man den beslutning? hvornår er nok nok??

I søndags svigtede han igen. Selvfølgelig var han fuld. Idag er han ædru, endnu. Mener selv at NU er han klar til at få børnene imorgen. Jeg har sagt nej. 2 dage ædru er bare ikke i nærheden af nok. Jeg har sagt nej, for good? Jeg har sagt at han er velkommen til at søge gennem statsforvaltningen. Det siger han han ikke orker, at jeg er ond og en dårlig mor som tager børnene fra ham.  Men er det så denne gang at jeg skal holde fast? Er det er nu nok er nok ? Nu at jeg vælger på mine børns vegne at de ikke længere kan have et forhold til ham? Hvordan kan man nogensinde træffe sådan en beslutning når man dybest set mener at børnene har brug for deres far??

Om at turde …

Each time we face our fear we gain strength, courage and confidence in the doing. Mit yndlingsordsprog, og ikke uden grund. 

For 3 år siden tog jeg 2 beslutninger som i den grad har ændret mig. Jeg valgte at søge ind på en uddannelse og blev skilt. På daværende tidspunkt havde jeg gået hjemme og passet mine børn siden den ældste blev født, 6 år i alt. Ikke et sekund har jeg fortrudt, det var fantastisk og det rigtige dengang. Men for 3 år siden var jeg klar til noget andet.

Forinden havde været nogle hårde år uden penge, en eksmand som mest af alt arbejdede en masse. Eller hvad man skal kalde det, når han i et desperat forsøg, for at undgå at se hvor håbløst livet derhjemme var, valgte at køre i døgndrift som selvstændig vognmand. Nå ja der var jo også hans forelskelse i en anden kvinde. Så bruddet burde vel næppe komme som den største overraskelse. Det gjorde det så åbenbart alligevel. Det var i hvert fald de færreste som forstod mit valg. Når jeg i første omgang, efter hans forelskelse, valgte at kæmpe burde jeg jo også være fortsat? eller hans overbevisnings evner med klynk, og hyl og ynk var overbevisende? Skyld med skyld på, om ikke andet måtte jeg da kæmpe for mit ægteskab fordi at det var min netop afdøde stedfars sidste ønske? Bortset fra at jeg da vidst ikke lige mener at jeg skylder ham noget som helst, andet end had!! Selvfølgelig måtte jeg da være forelsket i en af mine gode venner, eller være blevet sindsyg, man opgiver for pokker ikke bare sin familie. Jeg har stået model til at folk i min familie har svinet mig til på det groveste. Jeg har mistet hvad jeg troede var venner på det. Jeg har aldrig fortrudt så meget som et eneste sekund, aldrig været i tvivl!

At jeg efter at have taget beslutningen om at søge ind på uddannelse, også var nød til at vælge at blive skilt, var for mig naturligtSelvfølgelig kan man ikke gøre en så stor ting for en selv og børn, og så gå og have det af helvedes til derhjemme. Så Malthe startede i vuggestue, manden røg ud og jeg startede skole.

Jeg tror aldrig jeg i mit liv har været så bange. Første skoledag, jeg husker den tydeligt. Jeg troede at jeg skulle dø. Guderne skal vide hvordan, men det lykkedes mig at komme på skolen og være der, at sidde oprejst til velkomsthilsner. Vi blev vist rundt, jeg husker mest en følelse af kvalme. Af usikkerhed. En lyst til at kaste op og løbende skrigende væk. Jeg løb også væk til sidst. Ud ud ud, det var det eneste jeg kunne fokusere på. Hjem og sove til næste dag. Så kunne al usikkerheden og nervøsiteten starte forfra. Min grund til at søge ind på uddannelsen var at jeg ville vise mine børn at man skal kæmpe, aldrig nøjes, at man selv må gøre noget hvis man vil noget her i livet. At ende på kontanthjælp, som vel var alternativet, var ligesom ikke en mulighed.

Jeg har altid hadet at min mor var hjemmegående mor. Aldrig forstået hvordan man kan være tilfreds med ‘bare’ at gå hjemme, mest fordi at jeg da vist nok var et af de børn som mest af alt har klaret mig selv og været alene. Hun var der jo rent faktisk aldrig. Ren selvmodsigelse når min mor burde have haft alverdens tid til mig. Men altså livet med en alkoholiker er fuldtidsarbejde, det ved jeg nu. Alle de kræfter man bruger på at gå og opretholde den perfekte facade. Min manglende forståelse er afløst af medlidenhed. Det er ikke nemt.

Idag startede jeg så på mit bachelorprojekt for en virksomhed. Egentlig ikke nogen ønske start. Lidt forvirret og en masse ting, som ikke var på plads. Imorgen møde med chefen. Jeg kommer forberedt. Jeg har krav. Det er et samarbejde. Jeg har forventninger til dem, ligesom de har til mig. Jeg tror på det.

Jeg var nervøs i morges da jeg mødte. Men en nervøsitet jeg kan kontrollere og arbejde med. Jeg mødte op uden problemer. Jeg var tilstede og har lavet en masse. Jeg har lidt svært ved at se at hende den nervøse pige som ikke kunne trække vejret på første skoledag, nu er igang med afsluttende projekt med en virksomhed. For at det ikke skal være løgn, så har jeg fået flere tilbud fra virksomheder. Jeg har måtte sige nej tak. En fuldstændig surrealistisk tanke, hvis man kendte mig for 3 år siden. Det ene nej tak, endte med et jobtilbud i stedet. Jeg starter i uge 8. Det er eddermane vildt i min verden.

Jeg overvældes stadig af frygt, men jeg husker, jeg ved, jeg er fandens meget stærkere end jeg nogensinde har været ! Each time we face our fear we gain strength, courage and confidence in the doing. Det er så rigtigt.